# Fra arbejdsnoter til procedure

Version 1.0 · kilder kontrolleret 2026-10-17 · status: Kildekontrolleret · ikke afprøvet i produkterne
Online: https://ai-cases.dk/ressourcer/fra-arbejdsnoter-til-procedure/

## Det får du

Et udkast til en procedure med formål, trin i rækkefølge, rolle pr. trin, hvornår man er klar til næste trin, en tjekliste og en liste over uafklarede punkter.

Bygger kun på dine noter. Er et udkast, som de, der udfører arbejdet, skal gennemgå. Kender ikke jeres systemer eller regler og er ikke godkendt efter jeres kvalitetsstyring.

## Sådan bruger du den

1. Skriv arbejdsgangen ned, som den foregår i dag – også det, der går galt – og de krav, du kender.
2. Vælg dit værktøj under »Vælg din version«, og kopiér prompten. Bruger du Claude, kan du i stedet installere skillen.
3. Åbn en ny chat, indsæt prompten, og sæt dine noter ind nederst.
4. Gennemgå udkastet med dem, der udfører arbejdet, og afklar punkterne under »Uafklaret«.
5. Gem den godkendte procedure der, hvor kollegerne finder den. Værktøjet ændrer ikke noget i jeres systemer.

## Prompten

Kopiér alt mellem linjerne ind i en ny chat i ChatGPT, Claude eller Copilot Chat.

---

Lav et udkast til en procedure (arbejdsgang) ud fra mine noter nedenfor.

Regler:
1. Brug kun mine noter og de krav, jeg har skrevet. Opfind ikke trin, roller, systemer, frister eller regler.
2. Skriv trinene i den rækkefølge, de udføres. Ét trin er én handling og starter med et udsagnsord (fx "Opret", "Kontrollér").
3. Angiv for hvert trin, hvem der gør det (rolle, ikke navn), og hvad der skal være på plads, før man går videre. Mangler det, så skriv "Ikke oplyst".
4. Er rækkefølgen eller et trin uklart i noterne, så skriv det under "Uafklaret" i stedet for at gætte.
5. Krav fra lovgivning, kontrakter eller interne regler må kun stå, hvis de står i mine noter. Skriv kilden i parentes.
6. Skriv kort på dansk, så en ny kollega kan følge proceduren.
7. Proceduren er et udkast. Den skal gennemgås af dem, der udfører arbejdet, før den tages i brug.

Svar i dette format:

Procedure: (navn)
Formål: (én sætning)
Gælder for: (roller eller team – ellers "Ikke oplyst")

Trin
| # | Handling | Rolle | Klar til næste trin, når | Bemærkning |

Tjekliste
- [ ] Det, der skal være i orden, når proceduren er gennemført.

Uafklaret – skal valideres
- Ét spørgsmål pr. linje.

Mine noter:
"""
(Indsæt dine noter om arbejdsgangen og de krav, du kender.)
"""

---

## Se et eksempel

**Eksempel – syntetisk input:**

> Ny medarbejder – IT-ting. HR sender navn og startdato til IT mindst 5 dage før. IT opretter konto og bestiller pc. Lederen vælger adgange (hvilke mapper). Første dag: IT udleverer pc og hjælper med login og MFA. Nogle gange glemmer vi telefonen.

**Eksempel – udkast:**

Procedure: IT-opstart for ny medarbejder
Formål: Den nye medarbejder har konto, pc og de rigtige adgange fra første dag.
Gælder for: HR, IT og nærmeste leder

Trin

| # | Handling | Rolle | Klar til næste trin, når | Bemærkning |
|---|---|---|---|---|
| 1 | Send navn og startdato til IT | HR | IT har oplysningerne mindst 5 dage før start | — |
| 2 | Opret konto | IT | Kontoen er oprettet | Frist: Ikke oplyst |
| 3 | Bestil pc | IT | Pc'en er bestilt | Leveringstid: Ikke oplyst |
| 4 | Vælg adgange (mapper) | Nærmeste leder | Adgangene er valgt og sendt til IT | Hvordan og hvornår lederen giver besked: Ikke oplyst |
| 5 | Udlevér pc, og hjælp med login og MFA | IT | Medarbejderen kan logge ind med MFA | Første arbejdsdag |

Tjekliste
- [ ] IT har navn og startdato mindst 5 dage før start.
- [ ] Konto er oprettet.
- [ ] Lederen har valgt adgange.
- [ ] Pc er udleveret.
- [ ] Login med MFA virker.

Uafklaret – skal valideres
- Telefon: noterne siger »nogle gange glemmer vi telefonen«. Hvem bestiller telefonen, og hvornår? Skal det være et trin?
- Hvem giver adgangene, når lederen har valgt dem?
- Hvad gør vi, hvis HR sender oplysningerne senere end 5 dage før start?

## Tjek resultatet

- Hvert trin kan findes i dine noter – ingen trin, roller, systemer eller regler er opfundet.
- Trinene står i den rækkefølge, arbejdet faktisk udføres.
- Hvert trin har en rolle og et »klar til næste trin«-kriterium – eller »Ikke oplyst«.
- Uklare punkter står under »Uafklaret« og er ikke gættet.
- De, der udfører arbejdet, har gennemgået og godkendt udkastet.

## Kend begrænsningerne

- Kender ikke jeres systemer, regler eller undtagelser ud over det, du skriver.
- Er ikke godkendt efter jeres kvalitetsstyring og opfylder ikke i sig selv lov- eller certificeringskrav.
- Procedurer, der har betydning for sikkerhed, sundhed eller økonomi, skal gennemgås af den fagligt ansvarlige.
- Opretter og ændrer intet i jeres systemer.

## Data

Det skal du bruge:

- Noter om arbejdsgangen.
- De krav og regler, du kender, med kilde.

Lad være med at indsætte:

- Navne på enkeltpersoner – brug roller.
- Adgangskoder, nøgler og interne systemadresser.
- Fortrolige oplysninger, som værktøjet ikke er godkendt til.

Afklar internt:

- Hvem godkender proceduren, før den tages i brug?
- Hvor skal den godkendte procedure ligge, og hvem vedligeholder den?

## Versioner

- 1.0 (2026-10-17): Første version: prompt til ChatGPT, Claude og Copilot, Claude-skill, eksempel og tjekliste.

© ai-cases.dk · CC BY 4.0 – gratis at bruge og tilpasse internt. Kreditér »ai-cases.dk« ved videreudgivelse. Licens: https://creativecommons.org/licenses/by/4.0/deed.da
